Uganda
Fakta
Hovedstad:
Kampala
Areal:
241.040 km2 (Danmark: 43.094 km2)
Geografi:
Landet grænser op til Den Demokratiske Republik Congo mod vest, Sudan mod nord, Kenya mod øst, Tanzania mod syd og Rwanda mod sydvest
Indbyggertal:
28,8 millioner (2005)
Befolkningsvækst pr. år:
3,4 % (2007)
Befolkning:
20 forskellige etniske grupper. De største er Baganda, Ankole, Basoga og Iteso
Sprog:
Det to officielle sprog er engelsk og kiswahili. Derudover tales der Luganda samt andre lokale sprog
Religion:
Katolikker 33 %, protestanter 33 %, muslimer 16 %, oprindelige afrikanske religioner og andre trosretninger 18 %
BNI pr. capita:
300 US $ (2005)
Klima:
Uganda er et frodigt land. Mod nord og nordøst er der frodig savanne. Det er landets varmeste områder. Døgnets gennemsnitstemperatur når i den varmeste tid helt op på 30 grader celsius. Længere mod syd sørger søerne og højden for et mere moderat klima med en gennemsnitstemperatur på 20 - 25 grader. Det sydlige område ligger 100 meter over havet. Det er frodigt, grønt og særdeles smukt. Ved søernes kyster har der boet mennesker siden omkring år 1000. I dette område bor de fleste mennesker. Her ligger også Ugandas to største byer, hovedstaden Kampala og industribyen Jinja og den gamle regeringsby Entebbe.
Den økonomiske situation
Siden 1992 har en hovedhjørnesten i regeringens overordnede politik været at fastholde makroøkonomisk stabilitet. Dette, kombineret med en fortsat liberalisering af samhandelen og af valutakursen, har haft til formål at gøre den private sektor til primus motor for landets økonomiske udvikling. Der er flere grunde til, at det er lykkedes for Uganda at få gang i økonomien. For det første er økonomien vokset i kraft af en række succesfulde økonomiske reformer, herunder privatiseringer af offentlige virksomheder. For det andet har der i de senere år været fremgang i eksporten, ikke blot for kaffe, men også for guld, og fisk og fiskeprodukter. Dette har skabt mange nye arbejdspladser. Endelig har Uganda oplevet en kraftig stigning i den udefra kommende udviklingsstøtte.
Den økonomiske udvikling har siden 1992 været positiv. Således har den gennemsnitlige stigning i BNP i de sidste ti år været på omkring 5-6 %. Selvom væksten således har været forholdsvist høj målt i forhold til andre lande i Afrika syd for Sahara, ligger den under de 7 % om året, som Ugandas regering anser for nødvendig for at opnå målsætningerne i landets strategi for fattigdomsreduktion.
Overordnet set er Uganda fortsat et af de fattigste lande i verden med en BNI pr. capita på blot 300 US $. I perioden 1992-2003 reduceredes den absolutte fattigdom (andel af personer, der lever for mindre end 1 US $) fra 56 % til 38 %. Fra 2003 til 2006 faldt den absolutte fattigdom til 31 %. Reduktionen er dog især koncentreret om den centrale og vestlige del af landet. I det nordlige Uganda lever omkring 70 % af befolkningen fortsat i absolut fattigdom, primært som følge af den væbnede konflikt mellem Ugandas regeringshær og oprørsgruppen ´Lord’s Resistance Army´.
Selvom fattigdommen i landet som helhed således er blevet reduceret markant siden 1992, er flere af velfærdsindikatorerne fortsat relativt lave. Årsagen hertil er, at investeringer i de sociale sektorer ofte er langsigtede, hvorfor effekten sjældent kan aflæses i statistikkerne på kort sigt. Eksempelvis er andelen af børn (også piger), der går i grundskole steget markant og ligger langt over gennemsnittet for udviklingslande, mens graden af analfabetisme fortsat er høj (31 %).
Spædbørnsdødeligheden var i 1991 12 %, men faldt til 7,6 % i 2006 (dvs. at der dør 7,6 børn ud af 100 levendefødte inden børnene er fyldt ét år). Mødredødeligheden er fortsat høj – 435 kvinder dør for hver 100.000 fødsler. Gennemsnitslevealderen er 40 år for mænd og 41,5 år for kvinder. Et gennemsnit der ligger betydeligt under gennemsnittet for hele Afrika syd for Sahara, som er på henholdsvis 47,6 og 50,3 år.
Malaria er stadig en stor dræber, 35 % af de der dør på hospitaler skyldes malaria; til gengæld er der sket et fald i prævalensen af tuberkulose i perioden 2004-2005 på 3,2 %. Uganda er hårdt ramt af aids. Et nationalt skøn anslog i 1996 antallet af aids-syge til 180.000 og antallet af hiv-positive til 1,5 mio. Aids rammer især de 20-45årige. Altså mennesker i den arbejdsduelige og fødedygtige alder. Uganda kan således komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Det anslås, at der i år 2010 vil være 6 mio. forældreløse børn på grund af epidemien. Den høje dødelighed skyldes grundlæggende set usunde omgivelser i form af dårlige huse, urent vand og manglende adgang til sundhedsservice.
Erhverv
Landbruget udgør den største økonomiske sektor, og bidrager med omkring halvdelen af landets BNP. 80 % af befolkningen bor stadig på landet, hvor de lever af små landbrug. Det skønnes, at der er op imod 3 millioner småbrug. De fleste producerer til eget forbrug. Kogebananer, kassava, søde kartofler og majs. Kaffe, the og bomuld udgør landets vigtigste eksportvarer. Ugandas industri er lille og uudviklet. Den udgør ca. 10 % af BNP, og der produceres bl.a. cigaretter, øl, sodavand, fødevarer, cement, sæbe og kemikalier.
Den politiske situation
Efter en flerårig guerillakrig mod først Præsident Idi Amin og siden Præsident Milton Obotes brutale regimer, kom Præsident Yoweri Museveni og hans nationale modstandshær (´National Resistance Army´) til magten i januar 1986.
Uganda er en præsidentiel republik, hvor præsidenten er både stats- og regeringschef. Statsministeren – p.t. Apollo Nsibambi - bistår regeringschefen med den daglige ledelse af regeringen. Præsidenten er tillige øverstbefalende for forsvaret.
Parlamentet er med sine 305 medlemmer et af de større i Østafrika. 214 er valgt direkte, mens resten repræsenterer forskellige interessegrupper, herunder militæret, kvinder, handikappede m.m.
Parlaments- og præsidentvalget i november 2006 genindførte flerpartisystemet i Uganda efter 25 års pause, da man frygtede en genopblusning af 80’ernes sekteriske vold. Ved præsidentvalget i 2006 fik Museveni 59 % af stemmerne, mens Kizza Besigye fik 37 %. Valget var ikke uden kontroverser med en række kritisable hændelser, herunder: 1) Anholdelse af oppositionslederen, Kizza Besigye, forud for valget; 2) deployering af en af politiets særlige indssatsstyrker i landsretten under dennes behandling af tvivlsomme anklager mod Besigye for terrorisme; og 3) oppositionens påstande om valgsnyd og afvisning af resultatet. Internationale observatører fra bl.a. EU fandt, at valget levede op til internationale standarder, om end betingelserne for det regerende parti og dets leder og oppositionen burde have været mere lige.
I april 2008 skulle lederen af oprørsbevægelsen Lord’s Resistance Army, Joseph Kony, underskrive en fredsaftale, der efter 22 års borgerkrig ville sikre fred i den nordlige del af Uganda. Lord’s Resistance Army har siden 1986 plaget den nordlige del af Uganda. Millioner har været på flugt, børn er blevet hvervet som soldater og sexslaver, og tusindvis af mennesker er blevet lemlæstet. Joseph Kony har i de seneste 22 år leget kispus med den ugandiske regering og Acholi-stammen. Han har formået at involvere lande som Sudan, DR Congo og senest Den Centralafrikanske Republik i konflikten og har flere gange lovet fred. Anklaget for forbrydelser mod menneskeheden af Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag og uden de tidligere venner, Sudan og eksil-uganderne, bag sig. Det er første gang at ICC af egen vilje rejser tiltale mod en mand og dermed historisk. Men Joseph Kony nægtede at underskrive fredsaftalen før ICC trak sin arrestordre tilbage og stillede krav om, at hvis han skulle retsforfølges så skulle det være i Uganda og ikke i ICC. Bevæggrunden for hans valg skal ses i et politisk og ikke kun i et straffemæssigt lys. I den nordlige del af Uganda er modstanden mod Lord’s Resistance Army lige så stor, som mod regeringen i Kampala, da det ikke kun er Lord’s Resistance Army’s soldater, der har gjort sig skyldige i forbrydelser mod befolkningen.
Konflikten begyndte da præsident Museveni i 1986 ved et militærkup væltede Tito Okello fra Acholi-stammen. Det forårsagede en dyb mistillid mellem den fattige nordlige del og resten af Uganda. Den væsentligste forudsætning for at freden skal slå igennem, er at normaliteten vender tilbage. Dvs. at børnene skal vende tilbage til skolerne og der skal igangsættes en udviklingsproces, hvis landet ikke skal opdeles i en nordlig og sydlig del.