Thailand
Fakta
Hovedstad:
Bangkok
Areal:
513.115 km2 (Danmark: 43.094 km2)
Geografi:
Landet grænser op til Union of Myanmar (Burma) i nord/nordvest, Laos og Cambodja mod øst/nordøst og mod Malaysia i syd
Indbyggertal:
64 millioner (2006)
Befolkningsvækst pr. år:
1,3 % (2005)
Befolkning:
Thai 75 %, kinesere 14 % og malayere 3 %. Endvidere findes minoriteter af vietnamesere, khmerer og i bjergområderne en lang række oprindelige folk, herunder karenerne.
Sprog:
Det nationale sprog er thai, men minoritetsgrupperne anvender deres egne sprog og engelsk er talt og forstået af en stor del i de større byer og i forretningskredse
Religion:
Theravada-Buddhismen 95 %, muslimer 4 %, kristne 0,5 %
BNI pr. capita:
3.697 US $ (2007)
Klima:
Thailand er beliggende i tropisk klima. Marts og april er de varmeste måneder med en gennemsnits temperatur mellem 28 og 38 grader, og en luftfugtighed på mellem 73 og 82,2 %. Der er 3 forskellige årstider: Den kolde årstid (november - februar), den varme årstid (april - maj) og regntiden (juni - oktober). Det nordlige Thailand er hovedsagelig bjerglandskab med byen Chiang Mai midt i området. Det centrale lavland er en stor slette, hvis jordbund består af frugtbart ler aflejret fra floden Chao Phraya. Området kaldes for "Den store risskål", da det er det store center for risdyrkning. Det er også i det område at Thailands hovedstad Bangkok ligger. Det østlige Thailand er stort set slette, mens det sydlige Thailand er en del af Malacca-halvøen og består af skovklædte foldebjerge, som er meget rige på forskellige mineraler.
Flag:
Farverne i Thailands flag (Thong Trai Rong) symboliserer de tre kræfter: Nationen (rød), buddhismen (hvid) og monarkiet (blå)
Den økonomiske situation
Efter en længere årrække med årlige vækstrater på ca. 8 % blev Thailand i 1997 ramt af en hård økonomisk krise med underskud på betalingsbalancens løbende poster, et markant fald i valutareserverne og en udlandsgæld på 90 milliarder US $ til følge. Den økonomiske udvikling fra 2002 og frem har imidlertid været positiv med årlige vækstrater på 4,5-7 %. Vedvarende høje oliepriser og den globale nedgang i verdenshandelen, stigende renter og den politiske usikkerhed i forbindelse med militærkuppet i 2006 har dog begrænset den økonomiske vækst i 2006 og 2007. Den thailandske økonomi forventes dog stadig at være stabil og udvise vækstrater på 3,8-5 %.
Erhverv
Det vigtigste erhverv i Thailand er agerbrug med kunstvanding. Ris er langt den vigtigste afgrøde og eksporteres i store mængder. Der dyrkes desuden maniok, majs, bomuld, sojabønner, jordnødder, kokos og sukkerrør m.v. Der findes store gummiplantager og skovbruget leverer bl.a. teaktræ. Fiskeriet er væsentligt for befolkningens proteinforsyning. Fra undergrunden udnyttes især tin, mangan og wolfram. Landets industriproduktion hører til det sydøstasiatiske områdes stærkest udviklede, og der produceres sukker, tekstiler, cement m.v. Samtidig er turisterhvervet ekspanderet kraftigt og udgør nu hovedkilden til Thailands valutaindtjening. Desuden er der tradition for, at millioner af thailændere, der er bosat i udlandet, sender penge hjem.
Den politiske situation
Thailand blev et konstitutionelt monarki i 1932 og har herefter været regeret af både militære og civile regeringer. Parlamentsvalget i februar 2005 gav en klar sejr til centrum-højre partiet, Thai Rak Thai (TRT), som havde haft regeringsmagten siden 2001. TRT’s leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, fortsatte efter valget som landets premierminister. Omfattende folkelige protester mod premierminister Thaksin, bl.a. som følge af hans og familiens forretningsmetoder og mistanke om korruption og magtmisbrug førte til, at Thaksin udskrev valg i april 2006. Thaksin vandt valget, men det blev efterfølgende kendt ugyldigt.
Den 19. september 2006 blev det Thaksin-ledede forretningsministerium væltet ved et militærkup. Militæret opløste herefter parlamentet, ophævede forfatningen, opløste TRT og indførte militær undtagelsestilstand. En af militæret udpeget overgangsregering ledede landet indtil december 2007, hvor der blev afholdt parlamentsvalg. Valgets store vinder blev People’s Power Party (PPP) under ledelse af Samak Sundaravej. PPP udgøres i stor udstrækning af tidligere TRT-medlemmer. PPP dannede efterfølgende regering i form en seksparti-koalition ledet af PPP med Samak Sundaravej som premierminister. I september 2008 blev Samak af forfatningsdomstolen dømt til at træde tilbage som premierminister med den begrundelse, at han havde modtaget betaling for at deltage i et ugentligt madprogram på TV. Til at efterfølge Samak valgtes Somchai Wongsawat til ny premierminister den 17. september 2008. Somchai er svoger til fhv. premierminister Thaksin.
Siden august 2008 har anti-regerings- og anti-Thaksinbevægelsen ”People’s Alliance for Democracy” (PAD) haft besat Government House, som er den bygning, hvor premierministeren holder til. Derudover har PAD gennemført flere demonstrationer for at presse regeringen til at gå af til fordel for en delvist udpeget regering. Der har i forbindelse med demonstrationer været flere alvorlige sammenstød med politiet, hvor mange mennesker er blevet såret og flere dræbt.
Thaksin er flygtet ud af Thailand til Storbritannien, hvor han har søgt om politisk asyl for sig selv og sin familie. Til trods for sit eksil vedbliver Thaksin at spille en helt central rolle i thailandsk politik.
Selv om Thailand ikke oplever en decideret økonomisk recession, så har den politiske uro alligevel haft en effekt på økonomien. Hårdest ramt er turistindustrien og udenlandske investorer har sået tvivl om landets politiske stabilitet på længere sigt og har derfor truet med at dæmpe investeringslysten i produktionssektoren, hvilket vil have en ødelæggende effekt på landets eksport.
Thailands sydligste provinser har siden 2004 været præget af stigende uroligheder. Oprørere angriber jævnligt både militære enheder og civile blandt andet ved brug af bomber. Konflikten ser ikke umiddelbart ud til at stå over for en løsning.