Oplysning
Et tredje indsatsområde for InterAid ligger inden for oplysning. InterAid tager aktivt initiativ til projekter, hvor både børn og voksne får undervisning og rådgivning i f.eks. familieplanlægning, HIV-forebyggelse, almindelig hygiejne, landbrug og gartneri.
InterAid hjælper også med at igangsætte undervisningsprojekter, der kan skaffe skolerne indtægter, f.eks. snedkerarbejde, husdyrhold og syning.
I Thailand har bjergbønderne, der tidligere levede af svedjebrug, ofte brug for ny viden om forbedrede dyrkningsmetoder. InterAid har demonstrationsgårde, hvor bønderne i landets fattigste provins – Surin – lærer at forøge produktiviteten og effektiviteten. Dvs. undervisning og rådgivning om, hvordan de skal forbedre deres jord, og hvordan de skal afsætte deres produkter. Formålet er at hjælpe bønderne til at blive selvforsynende ved at forøge produktiviteten.
I mange landbrugsområder i Thailand er føden knap. I Surin, hvor tørken ofte forårsager fattigdom og hungersnød, hjælper InterAid et stort antal skoleelever ved regelmæssigt at uddele fødevarer til skolebespisningen. Derudover har InterAid også iværksat landbrugsprojekter på adskillige skoler, for at hjælpe dem til selv at producere fødevarer. Disse projekter omfatter opdrætning af ænder, kyllinger og fisk, og dyrkning af grøntsager for at forøge proteinindholdet i børnenes kost.