Logo og slogan
Det nye logo tager udgangspunkt i ønsket om et mere moderne logo, der underbygger InterAid’s mission om at skabe uddannelse, hvor der ingen uddannelse er, ud fra visionen om at uddannelse skaber udvikling, sundhed, velstand og fred. Logoet er holdt i grønne farver, da det signalerer håb.
Under logoet er sloganet for InterAid. ”Gør håb til virkelighed” er helt unik for InterAid, da det netop er vores tilgang og værdier i arbejdet med børnenes udvikling, der er indeholdt i ordene.
”Gør håb til virkelighed” fortæller kort sagt, hvad der er med til at drive InterAid’s arbejde fremad. Det er ønsket om, at gøre dårligt stillede børn og deres familier i stand til at dække deres helt basale behov og dermed skabe muligheden for at de kan være i stand til at hjælpe deres lokalsamfund til vækst og fremgang.
InterAid varetager én blandt mange udviklingsopgaver i den 3. verden. Den forsøger vi at udføre bedst mulig ved at opstille klare, realistiske og ambitiøse mål og skabe resultater ved at opnå dem. ”Gør håb til virkelighed” er vores drivkraft, da alternativet vil være ligegyldighed, håbløshed og kynisme.