Breve og gaver
Vi anser relationen mellem fadderen og fadderskabsbarnet, som værende meget værdifuld og ser det derfor som meget vigtigt, at fadderen kan se effekten af sin støtte ved at følge fadderskabsbarnets udvikling.
Du er altid velkommen til at skrive til dit fadderskabsbarn. Skriv gerne korte, simple breve, da mange af børnene ikke har samme skriftlig kultur som os, og derfor kan det være første gang nogensinde, at dit fadderskabsbarn modtager et brev.
Hvis du skriver et brev, så husk at dit fadderskabsbarn er fra en anden kultur end din egen. Derfor skal du fortælle om ting, som barnet kan forholde sig til, som f.eks. skolegang (alle børnene kender til lektier og leg i skolegården), familiemedlemmer og vejret.
Vi opfordrer dig til at skrive brevene på engelsk, da der ikke er ressourcer hos de lokale samarbejdspartnere til at oversætte brevene. De lokale samarbejdspartnere medbringer posten, når de besøger de enkelte skoler. Børnene får som regel hjælp til at læse brevene og ligeledes til at skrive et svar til deres respektive faddere. Brevene skal efterfølgende tilbage til de lokale samarbejdspartnere, som derefter sender dem til Danmark. Det er en ressourcekrævende proces, så der kan gå flere måneder fra fadderen har sendt sit brev, til der kommer et brev retur.
Du er også altid velkommen til at sende et gavebeløb til dit fadderskabsbarn. Beløbet registreres hos den lokale samarbejdspartner, og i samråd med en lokal socialarbejder bestemmer familien, hvad pengene skal anvendes til. Socialarbejderen køber varerne og det aftales efterfølgende med familien og fadderskabsbarnet, hvornår varerne kan udleveres. Fadderskabsbarnet ønsker som oftest at skrive et takkebrev og der tages billeder af barnet og varerne, som sendes til fadderen.
Ønsker du at sende en gave til dit fadderskabsbarn opfordrer vi til, at gaven er en symbolsk gestus, da store gaver kan være med til at skabe splid og misundelse blandt børnene i lokalområdet. Skolematerialer som blyanter, farver og kladdehæfter er nyttige for fadderskabsbarnet og vil kunne deles mellem flere af børnene.