Børnevelfærd
Nogle af de vigtigste områder for et barns udvikling er opmærksomhed og stimulering. I fattige familier er der ikke det samme fokus på barnet, som vi kender fra den vestlige verden. Familiemønstret er meget anderledes, da der er langt flere børn i familien, og mange flere livsnødvendige gøremål i dagligdagen. Gøremål som børnene tager aktivt del i. Forældrene har ofte ikke den nødvendige viden eller kendskab om betydningen af stimulering af barnet.
Arbejdet med stimulering er et af InterAid’s indsatsområder og vi lægger derfor stor vægt på, at børnene bl.a. stimuleres gennem sportsaktiviteter, ungdomsklubber og andre sociale aktiviteter.
InterAid arbejder for at forøge aktivitetsniveauet for børnene. Blandt andet ved at lave særlige indsamlinger til f. eks. at arrangere julefester og andre arrangementer, der markerer højtider og mærkedage. Disse arrangementer ser børnene meget frem til hvert år, da dette er det eneste tidspunkt på året, hvor de får sodavand. Hvis der er penge til det, bliver der yderligere købt sportsudstyr og musikinstrumenter.